Tilbage til (u-)naturen – anmeldelse af Vegetaren Læg en kommentar

Dagens gæsteblogindlæg er skrevet af Kamma Hansen

En sydkoreansk roman om en husmor, der holder op med at spise kød. Det lyder måske som nichelitteratur af den slags, der fortrinsvis dyrkes af en sluttet kreds af neo-hipstere, hvis litterære præferencer udelukkende kan tilfredsstilles hos hemmelige udenlandske antikvariater. Han Kangs roman ’Vegetaren’ er ikke desto mindre en ganske actionmættet skildring af en kvindes forvandling og de feminine stereotyper, hun passerer undervejs.

De hændelser, der skildres i romanen, er alle centrerede om kvinden Yeong-hye, der fra den ene dag til den anden holder op med at spise kød. Direkte adspurgt erklærer hun, at hendes nye afholdenhed skyldes en drøm, men bortset fra dette udsagn er det småt med Yeong-hyes ytringer. I stedet synes det at være tankerne, handlingerne og reaktionerne hos de personer, hun omgiver sig med, der bringer bogens handling i skred. Faktisk er det netop påfaldende, at de konflikter, Yeong-hye bliver midtpunkt for, handler mere om, hvad hun ikke gør, end om hvad hun gør. Det er næppe heller tilfældigt, at forfatteren har udstyret sin centrale figur med et særligt bijob: at skrive talebobler. Selv taler Yeong-hye meget lidt. Men gennem de reaktioner, hun udløser hos sine nærmeste, sættes der ord på normer og forventninger til kvinderollen.

Som udgangspunkt er Yeong-hye såre normal – ud fra sydkoreanske normer, får vi at vide, men såmænd også ud fra vestlige. Hun er gift og lever et stilfærdigt og pligtopfyldende liv, hvor hun varetager husholdningen, mens hendes mand er hovedforsørger. Hr. Cheong, som hendes mand konsekvent omtales, fortæller første del af romanens handling i jeg-form. Derefter skifter fortællerpositionen til tredje person, og synsvinklen skifter til først Yeong-hyes svoger og siden hendes søster.

Handlingsforløbets skift fra den ene fortællerposition til de følgende kan samtidig læses som skift mellem tre forskellige syn på kvinden. I forbindelse med det sene 1800-tals og tidlige 1900-tals symbolistiske kunst taler man gerne om to gennemgående kvindefigurer: Femme Fatale og Femme Fragile. Den danske kunsthistoriker Ingeborg Bugge har desuden foreslået en tredje kvindetype, som hun kalder Femme Fleur.

Femme Fatale-figuren genfinder vi i Hr. Cheongs jeg-fortælling om sin kones forvandling fra medgørlig husmor til asketisk afviger. For Hr. Cheong er Yeong-hyes afvisning af kød ensbetydende med en social marginalisering, som han på ingen måde er i stand til at acceptere – og derfor muligvis selv er med til at forstærke. Blandt andet udarter en firmamiddag sig til en yderst akavet situation, fordi Yeong-hyes spisevaner afskærer hende fra dét, kollegerne og deres ægtefæller er samlet om, nemlig nydelsen af mad. En familiemiddag ender i et grotesk optrin, hvor Yeong-hyes far forsøger at proppe et stykke kød i munden på hende. Og i frustration over hendes selvpålagte askese tvinger Hr. Cheong sin hustru til at have sex. Ved hvert optrin oplever Hr. Cheong et tab af status og selvrespekt, og hans synsvinkel er entydig: Det er Yeong-hyes afvisning af kød, der får ham til at opføre sig uhensigtsmæssigt og dermed leder ham mod social deroute. Vegetarismen opfattes som et påfund, noget unaturligt.

Anderledes ser det som udgangspunkt ud for Yeong-hyes svoger, der er videokunstner. Selvom han i Hr. Cheongs øjne er yderst godt gift med Yeong-hyes smukke og hårdtarbejdende søster, fascineres han af Yeong-hye. Med sin nye asketiske levevis vækker hun både hans beundring og hans begær, og gennem hende overkommer han den kreative blokering, der i flere år har forhindret ham i at skabe nye kunstværker. Da han overtaler hende til at medvirke i en af sine kunstvideoer, ophøjer han hende samtidig til en Femme Fleur: en kvinde i gådefuld pagt med naturens skønhed. Denne ophøjelse af Yeong-hye finder sted i kunstnerens hoved – men bliver også yderst konkret, da han simpelthen overmaler hendes krop med blomster.

I Yeong-hyes drømme – de eneste sekvenser, hvori hun for alvor synes at have sin egen stemme – optræder naturen i form af en række blodige scenarier. Det at spise kød forbindes med angreb, bid og blodige sår. Den natur, som byder mennesket at spise kød, er med andre ord en grusom natur. For Yeong-hye ligger der derfor en befrielse i at vende sig mod planterne, og da svogeren maler blomster på hendes nøgne krop, hævder hun da også at føle sig beskyttet for sine makabre drømme. Faktisk lader det til, at Yeong-hyes ulyst ved kød gennem de malede blomster forvandles til kropslig lyst. En lyst, der imidlertid kortsluttes, da svogeren voldtager hende og efterfølgende forsøger selvmord.

For romanens to mandlige hovedpersoner bliver Yeong-hyes afvisning af kødet altså en anledning til at bemægtige sig hende. Hendes afvisning af kødet tager magten fra dem. Først i romanens sidste del aner vi en form for medfølelse med Yeong-hye. På dette tidspunkt er Yeong-hye indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun er holdt op med at spise og hævder i stedet at kunne slå rødder som et træ. Gennem søsteren In-hyes øjne skildres hun først og fremmest som syg – en skrøbelig Femme Fragile. Men selvom Yeong-hye på sit sygeleje synes at have en del til fælles med de symbolistiske kunstneres malerier af blege, sengeliggende kvinder, besidder hun stadig en form for magt: Gennem hende tvinges In-hye nemlig til at konfronteres med sine egne grænser.

Ved romanens slutning er Yeong-hye blevet tavs. I stedet er det nu hendes søster, der giver stemme til drømmene. Drømme, der måske først og fremmest handler om at blive ét med en natur, der kun findes i en kunstners fantasi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *