Efter 12 år: Knud Romer er tilbage med ny roman om Falster Læg en kommentar

Det har taget Knud Romer 12 års tilløb at skrive den længe ventede to’er. Og det har kostet ham et øje, et sammenbrud, et ophold på en psykiatrisk klinik og tre års uafsbrudt skrivning om natten.

Knud Romer var senest aktuel med den selvbiografiske og prisvindende debutroman Den som blinker er bange for døden der udkom i 2006. Romanen tog afsæt i Knud Romers egen hårde opvækst og en barndom med angst og mobning i det lille samfund på Falster. I Den som blinker er bange for døden vokser Knud op I Nykøbing Falster i 1960’erne. Hans mor er tysker og har efter en hård tid giftet sig med en dansk forretningsmand – alt er pænt på overfladen, men ikke når man graver lidt dybere. Knud er fuldstændigt alene – han bliver mobbet i skolen og må lyve om det derhjemme for at skåne sin mor.

Men nu er Knud Romer altså tilbage med en ny roman, Kort over Paradis, der tager læseren med ind i det totale illusionsbrud fra barndomslandet på Falster til 90’ernes glittede reklameverden med hurtige penge og kokain. Vi møder bandeordenes mester! Det parisiske kloaksystem! Hemmelige biblioteker – og Knuds magiske, amerikanske ven, der vokser op på fronten af den kolde krig i Mellemøsten som søn af en CIA spion. Ingen når hjem.

Når Knud Romer igen har taget afsæt i barndomsbyen Falster, så er det fordi, at han ikke føler sig troværdig, når han skriver fra et andet sted, end det selvoplevede. I et interview med Euroman den 10. juli 2017 udtaler han følgende: »Man kan finde på hvad som helst, men hvis man som forfatter ikke er i stand til at inderliggøre det, så det virker selvoplevet, overbevisende og nærværende, så er det virkelig noget skidt«. Og selvom den svære to’er i bogstaveligste forstand har været svær at skrive, så kan Knud Romer ikke lade være: »Jeg føler en pligt. Når jeg ved, hvor godt jeg kan skrive. Så kan jeg ikke bare opgive drømmen om at efterlade mig noget varigt. Til mine børn. Men også til eftertiden. Bogen er den mest varige kunstform, der findes«.

Smagsprøve på første side i Kort over Paradis

Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene. Det er ligegyldigt, hvor jeg befinder mig, og hvor i alverden jeg rejser hen. Om jeg så stod på Månen. Jeg behøver bare at blinke, og grøften sitrer af græshopper. Ude på overdrevet lugter tangen. Det grønne sund flyder forbi.

Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller.

I dyreverdenen hedder det “imprinting”. De kopierer, hvad de ser, og finder hjem i et intenst landskab af dufte og lyde og synsindtryk: stedsans. Det gælder også for mennesker, at man knytter sig til det, der kommer én i møde, når man er barn. Vi besætter det med vores følelser og opmærksomhed i et euforisk øjeblik. Vores mors ansigt og vores forældres adfærd og omgivelsernes egenskaber prenter sig ind i hukommelsen og former vores bevidsthed.

Det kan være en villa i forstæderne, en gård på landet, et højhus i et højhuskvarter. Barndomslandet ligger overalt og er altid lige her. Det er den nærsanselige oplevelse og måden at være til på, som skaber det, og om det er en køkkenspand eller baghaven med komposten, der lugter af regnorme og jord. Det er dyret i os, som spidser ører og vejrer og forvandler stedet til natur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *