2 kroner og 25 øre

Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Jeg er Antonin Artaud, og lad mig sige det, som jeg har lært at sige det, straks vil De se min foreliggende krop sprænge i stumper og stykker og under ti tusind notoriske aspekter samle sig en ny krop, hvor De aldrig mere vil kunne glemme mig.

I 1966 introducerede Arena den franske forfatter Antonin Artaud på dansk. Med udgivelsen af Artauds sidste værk, det sagnomspundne radiostykke Den endegyldige afskaffelse af guds dom (1947) tager vi tråden op igen.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom blev skrevet på bestilling til opførelse i fransk radio og blev også indspillet i november 1947. Da radioens direktør hørte optagelserne, blev de ikke desto mindre straks taget af programmet under henvisning til deres obskønitet. Artaud døde året efter, og disse omstændigheder har bidraget til mytologiseringen af Den endegyldige afskaffelse af guds dom.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom indtager en central plads i radiokunstens historie, men er også, hvis ikke først og fremmest, en tekst og et litterært værk, og det er ikke mindst som sådan, at det har haft sin store udbredelse, siden det udkom første gang i bogform en måned efter Artauds død i 1948 – og som sådan at Arena nu gør det tilgængeligt på dansk.

Antonin Artauds forfatterskab vidner om en højspændt udveksling mellem liv og skrift og kredser om en eksistentiel ufrihed og en hertil svarende uomstødelig frihedstrang. For Artaud var endemålet, at skriften skulle revolutionere livet, kroppen og sproget. Således også i Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Opgøret var stærkt subjektivt funderet, voldsomt i sit udtryk og blev rettet mange steder hen. Fra frigørelsen fra kropsfunktioner – det er i Den endegyldige afskaffelse af guds dom, at Artaud former den idé om en ‘krop uden organer,’ som de franske filosoffer Félix Guattari og Gilles Deleuze siden har gjort til et af de mest berømte omdrejningspunkter i deres fælles værker – over frigørelsen fra sociale magtformer til en frigørelse af sproget selv. Frihedstrangen kommer selvfølgelig ikke mindst til udtryk i det revolutionære formsprog – med dets blanding af lyddigtning, provopolitik og rituel poesi – som også i dag forlener teksten med en poetisk aktualitet og næsten uforandret provokationskraft.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom er oversat af Kristian Husted og Kenn Mouritzen. Oversættelsen ledsages af et appendiks med en række af Artauds breve og manifestet “Grusomhedens teater” (1947). Desuden omfatter udgivelsen en introduktion forfattet af oversætterne og et efterord af radiojournalist Jan Høgh Stricker – der tilsammen indsætter stykket i en bredere radio-, litteratur- og kulturhistorisk kontekst.

Om forfatteren Antonin Artaud (1896-1948) var fransk digter, dramatiker, skuespiller og teaterkritiker. Som skuespiller bl.a. med i den danske filminstruktør Carl Theodor Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc (1928). Sammen med den surrealistiske dramatiker og digter Roger Vitrac drev han mellem 1926 og 1928 det blandt tidens kunstnere legendariske og æstetisk indflydelsesrige teater Le Théâtre Alfred Jarry. Blandt hovedværkerne er: L’Ombilic des limbes (1925), Correspondance avec Jacques Rivière (1927), Le Pèse-Nerfs (1927) og Le Théâtre et son double (1938). På Arena udkom i 60’erne og 70’erne: (et udvalg af tekster i) Aktuel surrealisme. Poesi og prosa (1966), Det dobbelte teater (1967) og Antonin Artaud i udvalg og gendigtning ved Peter Laugesen (1973).

Om oversætterne Kristian Husted (f. 1976) er dramatiker og teaterkritiker. Kenn Mouritzen (f. 1972) er komponist, lyddesigner og oversætter. Oversætterne iscenesatte i 2012 Den endegyldige afskaffelse af guds dom på Warehouse 9 i København.

Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno er den ene af de to første udgivelser i serien Donna Wood-genskrivninger, der er blevet til i samarbejde mellem Initiativet Donna Wood og forlaget Arena. Serien består af genskrivninger af allerede eksisterende værker. Inferno er en genskrivning af August Strindbergs roman af samme navn fra 1897.

I sin genskrivning af Strindbergs roman – med billedside af Signe Schmidt Kjølner Hansen – tager Ida Marie Hede udgangspunkt i de første ni oprindelige kapiteloverskrifter. Hvor Strindbergs protagonist er en mandlig alkymist, der i Paris forsøger at fremstille guld, følger vi hos Hede en kvinde som – først i følgeskab med sin elsker og dennes barn, siden alene – tager ophold i Istanbul for at skrive og forske. Elskeren forsker i olie, samtidig med at han legemliggør olien som stof og myte, og han bliver et sært fikspunkt for den ny-alkymistiske opgave, vores protagonist pålægger sig selv: at genopfinde olien.

I det afsondrede hotelværelsesliv, hvor hun arbejder, skriver og læser, får Istanbul i stadig højere grad karakter af en på én gang poppet, besnærende, ør og voldsom fantasi, hvor myte, allegori og dannelsesroman bringes til at vakle rundt om det, der er både en drivkraft og et besvær: forsøget på at nyfortolke naturkræfterne.

Signe Schmidt Kjølner Hansens billedside udtrykker dette selvpålagte kald. Hedes protagonist, som læser Strindbergs Inferno, oplever, at bogstaverne mudrer til, bliver til stof. Det gentages i billederne, hvor alfabetet gnidres til og synes at åbenbare andre genkendeligheder og fællesskaber, end dem bogstaverne bærer på. Billederne rækker ud over tekstens mening og spejler oliens ikke-sproglige materialitet og den sammenbrudte kronologi, som teksten skildrer en længsel efter.

Forholdet mellem materialitet og kultur er i tekst og billeder på det nærmeste beskrevet som en gensidig og hidsig forelskelse. Spørgsmålet om, hvem der besætter og behersker hvem, og om der findes en hengivelse til og et begær efter råstofferne, som står i modsætning til kapitalismens rovdrift på dem, er igangsættende for de eksperimenter, protagonisten i dette nye Inferno føler sig kaldet til at udføre. Oliens tilsyneladende retningsløse og enorme vilje bliver idealet for en stræben mod materialitetens evige og totalt porøse nu.

Om forfatteren Ida Marie Hede (f. 1980) tog afgang fra Forfatterskolen i 2008. Hun er desuden MA i Aural and Visual Culture fra Goldsmiths College i London og mag.art. i Kunsthistorie fra Københavns Universitet. Har tidligere udgivet Seancer (Anblik 2010), Gizmo (m. Christian Mayer, Passagen Verlag 2012), Kollektive læseformer (m. Amalie Smith, After Hand 2013) og Det kemiske bryllup (Gyldendal 2013). Hede arbejder ofte interdisciplinært og kollaborativt med tekst, billede og performance.

Om kunstneren Signe Schmidt Kjølner Hansen (f. 1986) tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013. Hun har sideløbende studeret cellebiologi og arbejder nu i en forskningsgruppe på Det Tekniske Universitet i Zürich, Schweiz. Som kunstner arbejder hun med tekst, performance og lyd. Senest performancen The portable anechoic chamber i NLH Space og en tekst til science fiction-romanen Samlemappe no. 1. I sommeren 2013 afholdt hun Pavillon i en have i Skovshoved, to events med oplæsninger og performances.

Om Initiativet Donna Wood Initiativet Donna Wood har eksisteret i København siden 2011 og består af forfatterne Andreas Pedersen, Asta Olivia Nordenhof, Daniel Dalgaard, Martin Bastkjær og Pernille Abd-El Dayem. De arrangerer oplæsninger, hvor de inviterede forfattere får følgende opgave:

Læs en andens tekst/tekster op, eller vælg én, som du gerne vil have til at læse din/dine tekster op. Én, hvis stemme du synes, det kunne være interessant at høre læse op af dit værk, eller en, hvis værk du gerne vil læse op af. Det kan være en hvilken som helst anden.

Serien Donna Wood-genskrivninger er et forsøg på at overføre konceptet til skrift. Serien vil således præsentere værker, korte som lange, baseret på samme greb som oplæsningerne:

Ved genskrivninger tænker vi, at det mellemværende, den inviterede har med værket bliver mere udtalt og udfoldet end ved oplæsningsarrangementerne. Vi inviterer nogle forfattere til at genskrive et værk efter eget valg. Ved en genskrivning forestiller vi os, at den inviterede tager ordet genskrivning for pålydende. Så teksten altså bliver en videreskrivning, mutation, amputation af et allerede eksisterende værk. Vi forestiller os, at genskrivningen kan være både af et helt værk, et uddrag eller for den sags skyld en enkelt linje. Vi synes, projektet er vigtigt, fordi vi opfatter litteraturen som noget kollektivt og dialogisk, og vi vil gerne opstille nogle rammer, der understreger og giver mulighed for at undersøge den udveksling, der allerede finder sted i al litteratur.