40 min bare røv

I år 2000 blev Adam Drewes både Nordisk Mester i Poetry Slam og optaget på Forfatterskolen, og de to begivenheder er omdrejningspunkterne i det forsøg på at blive forfatter, som Radio er en omfattende dokumentation af. Med forfatterens egne ord er bogen “levet og skrevet mellem 1999 og 2005”, og med sine 700 massive sider bliver den både en monstrøs tidslomme og en veritabel tekstmaskine, næret af et uafladeligt og konfliktfyldt arbejde mod sin egen realisering.

Bogen skrider frem i to parallelle spor og rummer bl.a.: to forsøg på at skrive bogen, en kærlighedshistorie, dagbogsnotater, oneliners, transskriptioner af samtaler om værket med en forlagsredaktør og en forfatterskolerektor og af en tekstlæsning på Forfatterskolen, diskussioner af samtidskunsten, gengivelser af avisartikler, poetry slams og refleksioner og fiktioner om det meste mellem himmel og jord.

På bogens venstresider udfolder sig et åbent, uredigeret og autentisk værk, hvor den bærende idé har været, at “alt kunne og skulle inkluderes,” som det hedder i forordet. Bogens højresider præsenterer forsøget på en ordnet fortælling og er både en dokumentation af fænomenet poetry slams opblomstring i Danmark og forfatterens forsøg på at forstå sit liv og sin karriere, fra han i vinteren 1999 stillede sig op på den dengang spritnye og uudforskede poetry slam-scene, til han i år 2000 begyndte på Forfatterskolen, vandt de Nordiske Mesterskaber og kom i tvivl om sin litterære identitet.

Radio er en kamp mod og en undersøgelse af den etablerede litterære scene og institution, som hovedpersonen Adam Drewes føler sig underlagt, men omvendt ikke kan slippe.

Adam Drewes (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 2002 og cand.mag. i litteraturvidenskab. Arena har tidligere udgivet forfatterens tekster på cd/lp’en Regel nr. 1 (2003), hvor slamtekster, digte, minimalistiske historier, oneline-sekvenser og freestyle speaks ledsages af Joachim Michaelis’ musik. Med Radio debuterer Adam Drewes i bogform.

Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Jeg er Antonin Artaud, og lad mig sige det, som jeg har lært at sige det, straks vil De se min foreliggende krop sprænge i stumper og stykker og under ti tusind notoriske aspekter samle sig en ny krop, hvor De aldrig mere vil kunne glemme mig.

I 1966 introducerede Arena den franske forfatter Antonin Artaud på dansk. Med udgivelsen af Artauds sidste værk, det sagnomspundne radiostykke Den endegyldige afskaffelse af guds dom (1947) tager vi tråden op igen.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom blev skrevet på bestilling til opførelse i fransk radio og blev også indspillet i november 1947. Da radioens direktør hørte optagelserne, blev de ikke desto mindre straks taget af programmet under henvisning til deres obskønitet. Artaud døde året efter, og disse omstændigheder har bidraget til mytologiseringen af Den endegyldige afskaffelse af guds dom.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom indtager en central plads i radiokunstens historie, men er også, hvis ikke først og fremmest, en tekst og et litterært værk, og det er ikke mindst som sådan, at det har haft sin store udbredelse, siden det udkom første gang i bogform en måned efter Artauds død i 1948 – og som sådan at Arena nu gør det tilgængeligt på dansk.

Antonin Artauds forfatterskab vidner om en højspændt udveksling mellem liv og skrift og kredser om en eksistentiel ufrihed og en hertil svarende uomstødelig frihedstrang. For Artaud var endemålet, at skriften skulle revolutionere livet, kroppen og sproget. Således også i Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Opgøret var stærkt subjektivt funderet, voldsomt i sit udtryk og blev rettet mange steder hen. Fra frigørelsen fra kropsfunktioner – det er i Den endegyldige afskaffelse af guds dom, at Artaud former den idé om en ‘krop uden organer,’ som de franske filosoffer Félix Guattari og Gilles Deleuze siden har gjort til et af de mest berømte omdrejningspunkter i deres fælles værker – over frigørelsen fra sociale magtformer til en frigørelse af sproget selv. Frihedstrangen kommer selvfølgelig ikke mindst til udtryk i det revolutionære formsprog – med dets blanding af lyddigtning, provopolitik og rituel poesi – som også i dag forlener teksten med en poetisk aktualitet og næsten uforandret provokationskraft.

Den endegyldige afskaffelse af guds dom er oversat af Kristian Husted og Kenn Mouritzen. Oversættelsen ledsages af et appendiks med en række af Artauds breve og manifestet “Grusomhedens teater” (1947). Desuden omfatter udgivelsen en introduktion forfattet af oversætterne og et efterord af radiojournalist Jan Høgh Stricker – der tilsammen indsætter stykket i en bredere radio-, litteratur- og kulturhistorisk kontekst.

Om forfatteren Antonin Artaud (1896-1948) var fransk digter, dramatiker, skuespiller og teaterkritiker. Som skuespiller bl.a. med i den danske filminstruktør Carl Theodor Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc (1928). Sammen med den surrealistiske dramatiker og digter Roger Vitrac drev han mellem 1926 og 1928 det blandt tidens kunstnere legendariske og æstetisk indflydelsesrige teater Le Théâtre Alfred Jarry. Blandt hovedværkerne er: L’Ombilic des limbes (1925), Correspondance avec Jacques Rivière (1927), Le Pèse-Nerfs (1927) og Le Théâtre et son double (1938). På Arena udkom i 60’erne og 70’erne: (et udvalg af tekster i) Aktuel surrealisme. Poesi og prosa (1966), Det dobbelte teater (1967) og Antonin Artaud i udvalg og gendigtning ved Peter Laugesen (1973).

Om oversætterne Kristian Husted (f. 1976) er dramatiker og teaterkritiker. Kenn Mouritzen (f. 1972) er komponist, lyddesigner og oversætter. Oversætterne iscenesatte i 2012 Den endegyldige afskaffelse af guds dom på Warehouse 9 i København.