9. november

Marguerite Duras’ lille bog Sommeren 80 blev til som en række klummer i avisen Libération i 1980 – et tidspunkt, hvor hun ikke havde udgivet en roman i ni år. Duras havde skrevet artikler ved siden af sit forfatterskab helt tilbage fra fyrrerne, men det bemærkelsesværdige ved de ti klummer i Sommeren 80 er den sammensmeltning, den intimitet mellem politik og privatliv, mellem fiktion og erindring, som kendetegner dem, og som gør bogen til et vendepunkt i forfatterskabet.

Den Duras, som man kender fra Elskeren og Emily L., den Duras, som bevæger sig frit ind og ud af fiktionen, lader alt omkring skrivehandlingen være del af fiktionen, kan på den måde siges at komme til syne for første gang i Sommeren 80. Af samme grund er det en af de bøger, som Duras igen og igen vender tilbage til, både i interviews og i sine romaner, ikke mindst i Yann Andréa Steiner (1992, da. 1993), en direkte fortsættelse af Sommeren 80 og den sidste roman, hun skriver.

Klummerne i Sommeren 80 befinder sig dermed et sted mellem journalistisk beretning, politisk pamflet og alvorsfuld poesi. Fra sit vindue i “det mørke værelse” ved kysten i Trouville betragter Duras havet, regnen og stranden, mens hun oprøres over de aktuelle, politiske begivenheder: overdragelsen af Afghanistan til Sovjet, den “blodige maskerade” til de Olympiske Lege i Moskva, hungersnøden i Uganda, strejkerne i Gdansk. De tunge realiteter i denne verden bemægtiger hun sig i sin personlige og passionerede journalistik, hvor de tillige bliver del af hendes litterære univers. På stranden fanger hendes blik en ensom dreng: Han bliver klummernes omdrejningspunkt og den regnfulde sommers begivenhed på linje med uhyrlighederne på den verdenspolitiske scene. Dette blik former sig med Duras’ egne ord som en ”forvildelse i det virkelige”, og det er det blik, der er hjertet i klummerne. Med flere af hendes egne ord: “Ingen har skrevet om havet, som jeg gjorde det i Sommeren 80.”

Sommeren 80, der udkom på fransk i 1980, er oversat af Morten Chemnitz.

Fra bogen: “Der var brug for en hel dag til at komme ind i de aktuelle begivenheder, det var den hårdeste dag, ofte på grænsen til at give op. Der var brug for endnu en dag til at glemme, at få mig ud af disse begivenheders mørke, deres tæthed, at genfinde luften udenom. En tredje dag til at udviske det, som var blevet skrevet, skrive.”

Marguerite Duras (1914-1996) var fransk forfatter, dramaturg og filminstruktør. Hun debuterede i 1943 og er oversat til alverdens sprog. Blandt hovedværkerne er Moderato Cantabile (1958, da. 1961), Lol V. Steins henførelse (1964, da. 1965/1987) og Elskeren (1984, da. 1985). Senest er på dansk udkommet Elskeren fra Nordkina på forlaget Vandkunsten.

Morten Chemnitz (født 1984) er uddannet fra Forfatterskolen. Debuterer med digtsamlingen Inden april (Gyldendal) i foråret 2013.

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Politiken

★ ★ ★ ★ ★ ★ Fynske Medier

★ ★ ★ ★ ★ FamilieJournalen

“Livsbekræftende. Underfundig fransk debutroman hylder galskaben uden at miste blik for tragedien.” Weekendavisen

Debutromanen, der sidste år tog Frankrig med storm og er solgt til udgivelse i mere end 30 lande …

Hver dag lægger Georges og hans hustru ‘Mr. Bojangels’ (sunget af Nina Simone) på pladespilleren og danser, mens deres søn ser beundrende til. Hver dag tager moderen et nyt navn, som faderen finder på. Deres kærlighed er magisk, livet en svimlende, evig fest.

Galskab og lykke i en stadigt hastigere snurrende malstrøm. En dag kører det af sporet. Georges lyver, så stærkt en hest kan rende – af kærlighed – for at bevare illusionen for sin søn. Og sammen gør de, hvad de kan, for at få festen til at fortsætte på trods af moderens hemmelighed.

Mens vi venter på Bojangles er en af de romaner, der rykker blikket på verden lige den anelse, der skal til, for at det hele igen bliver fortryllende, også i al sin alvor og tyngde. En tilsyneladende let og luftig roman om et bohemepar, men tag ikke fejl; det er en dyb kærlighedshistorie om liv og lykke.

Martin Bastkjær er en ny stærk stemme i dansk litteratur. Det nye hav er hans første roman. Den handler om en ung mand, der længes efter at være alene, i den forstand at han ønsker sig fritaget for at blive set, fritaget for at skulle posere. I et indirekte opgør med se-mig-kulturen i de sociale mediers tidsalder afsøger jegfortælleren forskellige muligheder for at vende ryggen til de andres evigt tilstedeværende blikke. Bogen rummer essayistiske passager, inspireret af W. G. Sebald, hvor fortælleren f.eks. reflekterer over maleren Vilhelm Hammershøis bortvendte kvindefigu­rer og over, hvordan begrebet om privatliv blev forandret, da det blev almindeligt at bo i lejlighed. I løbet af romanen stikker fortælleren af fra sin kæreste og rejser til Island, hvor han bevæger sig længere og længere ud i den vilde natur, væk fra de besværlige menneskelige fællesskaber. Bogens spor og moti­ver fletter sig elegant ind og ud af hinanden, og tilsammen udgør de en smuk og melan­kolsk skildring af et introvert menneskes kamp med det grundvilkår, at vi altid er forankret i en socialitet, at det er umuligt at være helt alene.